Et grønt åndehul, en fælles baghave eller en hundelortebefængt rodeplads. Der er mange meninger om Folkets Park på Nørrebro. Borgerrepræsentationen vil have ryddet op og parken bebygget, men på Nørrebro er man klar til endnu en kamp.
Politiken er dykket ned i historien om et folkeligt engagement i bydelens udvikling, og om et bydelsråd som føler sig tilsidesat af en alt andet end nærdemokratisk beslutningsproces.
Af Lars Ole Larsen
I en tid, hvor alt helst skal se ud, lugte og føles strømlinet, har det skæve, uorganiserede og selvgroede ikke mange chancer. Så helt i strid med manges forkromede hovedstadsvisioner, ligger der midt på Nørrebro en lille park, hvor absolut intet er strømlinet, og hvor ingenting ligner det det “skal”.
Bænkene er slidte, græsset er langt og beplantningen er usymmetrisk. I hjørnet en legeplads og i midten en bålplads med forkullede træstykker.
Folkets Park ligner tydeligvis ikke hovedstadens andre grønne anlæg. Det gør historien om parkens opståen og det lokale engagement i dens bevarelse heller ikke.
Den sorte firkant saneres
Det hele startede omkring 1970 i et område man kaldte “den sorte firkant”. Her boede 13.000 mennesker på et areal, der svarer til 40 fodboldbaner i dårlige og umoderne lejligheder, og Københavns Kommune besluttede sig for at totalsanere området. Alt det gamle skulle rives ned, og der skulle bygges nyt. Men lokalt opstod der utilfredshed med måden, der blev saneret på, uden skelen til kvarterets miljø og historie, og uden at der blev levnet tilstrækkelig plads til grønne friarealer.
Den sorte firkant blev bygget som noget af det første af de københavnske brokvarterer i slutningen af forrige århundrede. Midt i firkanten lå et stort jernstøberi, og det var kulstøvet herfra, der gav kvarteret sit navn. Jernstøberiet blev senere revet ned og erstattet af Blågårds Plads.
Den 1. maj 1971 tog en række beboere sagen i egen hånd. De begyndte at indrette en kommunal tomt mellem Griffenfeldsgade og Stengade til “Folkets Park”.
Parken blev omkranset at et stengærde med brosten fra de gamle baggårde, lokale kunstnere lavede udsmykning af mursten fra nedrevne lejlighedkomplekser og beplantningen hentet fra gamle arbejder-kolonihaver, som blev fjernet, da Københavns Universitet skulle opføres. Sjælen fra det gamle Nørrebro blev så at sige videreført i bestræbelserne på at skabe et bedre byrum.
Folkets Park blomstrede op og blev rammen om kulturelle, sociale og lokalpolitiske aktiviteter, og man lod slogans som: “Det er ikke forbudt at tænde bål”, “Hunden behøver ikke være i snor” og “Her er plads til alle” indgå i parkens uformelle regelsæt.
Parkens brugere ryddede selv op efter behov, slog græsset med en lille håndskubber og forsøgte i fællesskab at holde det værste ukrudt stangen. Man havde fået sig et fristed.
Mens der endnu var roligt i Folkets Park. Nu vil Borgerrepræsentationen have parken ryddet og bebygget. Foto: Folkets Park Initiativet.
Lokalplanen vedtages
Men i Københavns Kommunes byplaner er parkarealet udlagt til boligbyggeri. Og da der er mangel på boliger beslutter borgerrepræsentationen i begyndelsen af 90’erne, at nu skal der bygges. Man laver en lokalplan, der indhegner parken med boligblokke i 5 etagers højde, og ser stort på, at både Friluftsrådet, Danmarks Naturfrednings Forening og beboerne på Nørrebro er imod byggeriet.
Lokalplanen vedtages den 11. februar 1993.
Det første byggeprojekt
I 1995 melder FSB (Foreningen Socialt Boligbyggeri) sig som bygherre for et projekt bestående af først og fremmest ældreboliger. Projektet bliver, lige som lokalplanen, mødt med massive protester, og Indre Nørrebros Bydelsråd indstiller i 1996 til borgerrepræsentationen om endnu engang at overveje alternative placeringer af byggeriet. Men det hjælper ikke. Projektet vedtages, en del forsinket, den 26.09.96.
Truslen mod Folkets Park er nu overhængende og en gruppe beboere går sammen om at forsvare parken via fornyede og forøgede aktiviteter. “Folkets Park Initiativet”, som sammenslutningen kalder sig, bygger herefter en stor og velfungerende legeplads, afholder månedlige arbejdsdage og arrangerer en række kulturarrangementer.
Byggeriet er planlagt igangsat i 1997, men inden da trækker FSB sig med den begrundelse, at byggeriets forsinkelse har gjort projektet uøkonomisk. Desuden truer en af FSB’s egne afdelinger på Nørrebro med huslejeboykot, såfremt byggeriet går i gang – man ønsker parken bevaret.
Bydelsrådet holdes udenfor
Nu tror alle på Nørrebro, herunder bydelsrådet, at parken er reddet, men i al stilhed søger Københavns Kommune efter en ny bygherre.
Jesper Langebæk, der er formand for Indre Nørrebros Bydelsråd siger:
“Processen kører så hemmelighedsfuldt som den overhovedet kan, og bydelsrådet bliver først bekendt med det nye projekt via pressen. Det bliver vi selvfølgelig sure over og klager til Indenrigsministeren. For godt nok har bydelsrådet ikke det formelle ansvar for lokalplanlægningen, men vi skal høres om væsentlige spørgsmål”.
Bydelsregulativet § 8:
Borgerrepræsentationen er forpligtet til forudgående at indhente udtalelse fra bydelsrådet om sager, der er af særlig betydning for bydelen, herunder . . . . anlægsarbejder og planspørgsmål.
Indenrigsministeriet afviser den 5. juli 1999 bydelsrådets klage med den begrundelse, at det er op til Borgerrepræsentationen at skønne, hvad der har særlig betydning for bydelen, og at de formelle spilleregler i øvrigt er opfyldt.
Den begrundelse kan Jesper Langebæk ikke bruge til meget:
“I og med at bydelsrådet tidligere er gået ind i sagen og har udtalt sig mod byggeri i parken, har vi jo signaleret, at det netop er et spørgsmål af vigtighed for bydelen”, og han fortsætter:
“Bygge- og teknikudvalget har på ingen måde har haft travlt med at informere lokalområdet og samtidig indsnævrer de oplysningerne så meget som loven overhovedet giver mulighed for”.
Set i lyset af, at forsøget med bydelsrådene netop er tænkt som en udvidet nærdemokratisk foranstaltning, finder Jesper Langebæk beslutningsprocessen meget betænkelig.
Bydelsråd
Forsøget med bydelsråd i København blev indledt i maj 1996. Der oprettedes 4 råd, som fik overdraget en række af borgerrepræsentationens beføjelser. Med forsøget ønskede man at opnå en større grad af lokalt demokrati og at tilpasse den kommunale virksomhed til borgernes krav og behov. Forsøget løber frem til den 31/12-2001.
Det andet byggeprojekt
Valget af ny bygherre falder på advokat Jeanette Oppenheim. Oppenheims projekt vedtages i borgerrepræsentationen den 10. december 1998.
Hvis dette projektet realiseres, vil der, lige som i det tidligere FSB-projekt, blive opført bygninger hele vejen rundt om parken. Men der vil ikke længere være offentlig adgang til det omkransede parkareal.
Ved lokalplanens vedtagelse i 1993, var det ellers en af de betingelser blandt andet SF’s medlemmer af borgerrepræsentationen stillede. Og der blev af samme grund forudsat en minimum 20 m bred åbning mod Prins Jørgens Gade.
“De planer der foreligger nu, viser et totalt lukket gårdanlæg, og der tages ikke højde for, at beboerne ved flere lejligheder er blevet lovet, at det der bliver tilbage af parken, skal være offentligt tilgængeligt “, forklarer Jesper Langebæk.
Her ud over lægger det nye projekt op til en både højere og bredere bebyggelse end forudsat i lokalplanen.
Jesper Lund fra Folkets Park Initiativet kalder det “svindel på højt niveau”:
“I 1993 under lokalplandebatten udtalte flere politikere fra borgerrepræsentationen, blandt andet til TV, at parken, trods byggeriet, ville blive delvist bevaret. Det splittede befolkningen på Nørrebro, fordi mange mente det nok var det bedst opnåelige, og modstanden mod planen gled lidt ud i sandet. Nu kan vi se, at det tilsyneladende aldrig været deres intention at bevare en eneste centimeter af parken”.
Ud over lukningen af gårdarealet, nødvendiggør den nye bebyggelsesplan dispensationer fra lokalplanen. Blandt andet vil den forudsatte maksimale bebyggelsesprocent blive overskredet.
Intentioner kontra realiteter
Den fuldstændige lukningen af offentlig adgang til gårdarealet har pillet den sidste rest af medinflydelse ud af processen.
Et bærende princip i al byplanlægning er ellers inddragelse af borgerne. Det fremgår blandt andet af Planloven og af regeringens bypolitiske redegørelse.
Planlovens § 1:
Loven tilsigter særligt . . . . at offentligheden i videst muligt omfang inddrages i planlægningsarbejdet.
Bypolitisk Redegørelse, afgivet af by- og boligministeren til Folketinget den 23. februar 1999:
Byudviklingen skal være nærværende for alle, og borgerne skal have reel indflydelse på forhold, der påvirker deres by. . . . Det handler om at udvikle nye styreformer, at respektere de lokale beslutninger, der træffes, samt at give borgerne mulighed for at organisere sig lokalt.
By- og boligminister Jytte Andersen skriver selv i forordet til sin bypolitiske redegørelse: “Vi ønsker, at de enkelte bysamfund skal udvikle sig dynamisk og levende på beboernes betingelser, og at der bliver en tæt og frugtbar dialog mellem beboerne og myndighederne helt ned i de nære bymiljøer”.
Problemet er dog, at der i lovgivningen kun udstikkes retningslinjer for orienteringer og høringer, ikke for i hvor stort omfang borgernes indsigelser skal følges.
Sagen i et byplanmæssigt perspektiv
I Københavns Kommune og i borgerrepræsentationen mener man, at bebyggelsen af parken er så vigtig, at beboernes ønsker må tilsidesættes, og begrunder det med, at det indre Nørrebro, efter saneringen i halvfjerdserne, er det mindst tætbebyggede brokvarter, og at der er et stort behov for boliger i den indre by.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra borgmester for bygge- og teknikområdet, Søren Pind, men hans kontorchef i Plandirektoratet, Jørgen Stein, har tidligere, til dagbladet Information, udtalt at byen ikke kan blive “færdig” så længe den grønne plet ligger ubebygget hen:
“Vi har til hensigt at bygge byen færdig. Alting peger hen imod, at der skal sluttes af med en bebyggelse. Hele området ser jo simpelt hen bombet ud. Det ligner et eller andet fra Østberlin, der ikke er ryddet op efter”.
Arne Gaardmand, der er forfatter til en lang række bøger om byplanspørgsmål og magtforhold siger:
“Ja, der ér i forvejen flere grønne områder på Nørrebro, men i denne sag er det vigtigt at respektere, at der er en hel masse mennesker for hvem parken har en betydning, og at parken har en vis symbolværdi. Man skal passe meget på med at disponere hen over hovedet på de engagerede. Hvis politikerne trumfer projekter igennem, altså demonstrerer magt, giver det konflikter og had til systemet, og det er der ingen grund til. Så vigtigt kan det ikke være at bygge netop der.”
Finn Christensen der er næstformand i Kongens Enghave Bydelsråd er lige så uforstående:
“Det er dybt godnat at bygge netop i Folkets Park, når vi har masser af plads, for eksempel i området omkring Teglværkshavnen. I det område vil vi gerne have boligbyggeri, og det hele er gjort klart med lokalplan osv. Hvorfor så presse et byggeri ned i et område, hvor det er uønsket, og hvor der i forvejen er meget tæt bebygget?”
På barrikaderne
Flotte ord om borgerinddragelse og nærdemokrati nytter ikke altid meget. Og havde Folkets Park ikke ligget lige netop, hvor den ligger, ville der sandsynligvis allerede være bygget på arealet. Men på Nørrebro kæmper man for sin sag.
Det sås blandt andet i september 1997, hvor bulldozere en morgen kl 4.40 uden varsel begyndte rydningen af en legeplads i et hjørne af parken. Hundrede af beboere blev hurtigt mobiliserede og fik standset arbejdet. Det viste sig, at bulldozerne var sendt af det Byfornyelsesselskab, der administrerer grunden for kommunen. Selskabet måtte senere undskylde fremfærden, som de kaldte en fejltagelse.
Belært af disse erfaringer mødte der den den 14. juli 1999 mere end 100 kampklædte betjente frem for at beskytte et par arbejdsmænd, der skulle tage jordbundsprøver med henblik på det nye byggeri.
En stemning som fra da der blev kæmpet om “Byggeren” bredte sig da lokalbefolkningen fysisk måtte standse det første forsøg på at ryde Parken. Foto: Folkets Park Initiativet
Jesper Lund fra Folkets Park Initiativet fortæller, at der er mange forskellige opfattelser af, hvilke midler der skal tages i brug for at stoppe et eventuelt byggeri, men at Folkets Park Initiativet holder sig til de fredelige.
“Vi har etableret en telefonkæde med 400 mennesker, der er parate til at stille op, hvis der sker noget. Vores strategi er at lænke os til træerne og stille os imellem, for så ved vi at politiet kommer, og vi ved, at medlemmerne af Byggefagenes Samvirke ikke vil arbejde under politibeskyttelse. Altså kan byggeriet ikke komme i gang”.
Desuden er der ud af Folkets Park Initiativet udsprunget forskellige happenings mod projektets entreprenør, arkitekt og ejendomsmæglere. Disse aktioner har haft effekt. F.eks. ligger salget af projektet nu hos den 3. ejendomsmægler – denne gang et firma i Korsør.
“Vi er klar over, at hvis vores aktioner ikke er nok til at stoppe byggeriet, vil der ske mere, men det er ikke noget, Folkets Park Initiativet vil have med at gøre”, siger Jesper Lund, der har hørt rygter om et par andre telefonkæder, etableret blandt grupper, som vil gå mere håndgribeligt til værks.
Dialog er vejen frem
Urolighederne i forbindelse med EU-afstemningen og senest i forbindelse med udvisningen af den 23-årige Ercan Cicek er eksempler på, at Nørrebro kan handle radikalt. Ingen ønsker dog at kampen for parken skal udvikle sig på lignende vis. Men alle er også klar over situationens alvor. I de tidligere uroligheder har Nørrebro handlet på andres vegne. I sagen om Folkets Park er det en del af Nørrebros egen sjæl, der står på spil, og opbakningen til kamp for parken er derfor ikke mindre.
I november måned 1999, hvor Oppenheims byggeri skulle igangsættes, lykkedes det, som vel det sidste forsøg på at forlige parterne, at få nedsat en dialoggruppe bestående af repræsentanter for beboere, politikere og kommunale embedsmænd. Sammen vil de frem til februar i år diskutere bydelens boliger og friarealer og søge at nå frem til et fælles udspil.
“Endnu er der ikke kommet noget konkret ud af møderne”, fortæller Jesper Lund fra Folkets Park Initiativet, “men parken er da i hvert fald fredet den næste måneds tid”.
At kaste med brosten og smadre butikker er ikke dialog – det er monolog. Det er heller ikke dialog, når planlæggere og politikere skruer nogle velmente projekter sammen, og presser dem ned over hovedet på folk. Vi kan først tale om dialog – demokratiets brød – når vi sætter os sammen og søger fælles løsninger.
Åbent brev af by- og boligminister Jytte Andersen, december 1999